In memory of...

I går var det d. 10. oktober. Surprise. Men denne dag er ikke nogen særilg rar dag. Ikke fordi den er skidt for mig som sådan. Det der er med denne dag berører ikke mig...i hvert fald ikke direkte. Før jeg fortæller, hvad det er, der er med denne dag, vil jeg gerne fortælle lidt om, hvem det omhandler. Det omhandler min bedste veninde og hendes to søskende. Tre piger, som er blevet som rigtig familie for mig. Som mine egne søstre. Rebekka, Maria og Rachel. De tre piger, som har taget mig til sig, som var jeg deres egen søster. Rebekka er 25 og dermed den ældste, Maria er 24 og Rachel er 18. De er nok de tre stærkeste piger jeg kender. De har været så meget igennem i hele deres liv. Også ting, jeg slet ikke kender til. Jeg har sådan en dyb respekt for dem alle tre og holder så utroligt meget af dem. De passer på mig og er der for mig. Alle tre. Og jeg ville ønske, at jeg kunne passe ligeså godt på dem og være der ligeså meget for dem, som jeg føler, at de er for mig. De er fantastiske og jeg ser op til dem. Nå. Men til sagen. I går var det årsdagen for deres fars dødsdag. Det var otte år siden. Jeg så hvordan det påvirkede Rachel i går. Hun blev dybt ulykkelig. Bl.a. derfor påvirker denne dag mig utrolig meget. Jeg bliver ikke ked af det, fordi jeg har mistet en far. Jeg bliver ked af, at nogle fantastiske piger mister deres far. Selvom jeg godt ved, det er ulogisk, tænker jeg automatisk 'hvorfor?'. Hvorfor skal disse fantastiske piger ikke have lov til at have deres far i deres liv? Hvorfor skal han ikke have lov til at se Marias søn vokse op? Få lov til at være stolt over Rebekkas bedrifter? Få lov til at se Rachel blive en ung kvinde og finde ud af sig selv? Det er meget mere uretfærdigt end jeg kan sætte ord på. 

Piger, jeg holder så meget af jer og det håber jeg, I ved. 

I er som søskende for mig og jeg håber, I har det godt...

på trods af omstændighederne. ♥

R.I.P